Jutta Lundqvist Nielsen indtræder i byrådet.

Vores spidskandidat Jesper Andersen har desværre måtte trække sig af personlige årsager. Jesper anmoder nu byrådet om at blive fritstillet. I stedet for Jesper indtræder Jutta Lundqvist Nielsen i byrådet i Kerteminde kommune.

Vi vil gerne sige tak til alle Kerteminde-borgere, der har sat deres kryds ved Enhedslisten. Vi er meget stolte af den tillid, som borgerne har vist os. Det er et stort ansvar, som vi glæder os til at leve op til. Der er brug for en kritisk vagthund i byrådet, og vi vil bruge vores mandat til at søge mest mulig indflydelse.
Det er også årsagen til, at vi i går aftes indgik en konstitueringsaftale med de øvrige partier med undtagelse af Borgerlisten. Da partierne udenom os havde færdigforhandlet konstitueringen og fordelt alle poster imellem sig, blev vi tilkaldt og fik tilbudt en plads i økonomiudvalget. Vi vurderede, at det var nødvendigt at slå til for at sikre størst mulige indsigt og indflydelse. Alternativet var, at vi blev sat udenfor indflydelse.

Denne konstellation er naturligvis ikke, hvad vi havde håbet på, og Enhedslisten skal selvfølgelig ikke til at føre borgerlig politik. Tværtimod skal vi med vores mandat forsøge at påvirke beslutningsprocesserne i en mere solidarisk og grøn retning og med størst mulig borgerinddragelse.

Vi betragter vores mandat som en tillidserklæring fra vælgerne, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at leve op til det.

Jutta Lundqvist Nilesen
Enhedslisten